Nyhed
Kriminolog er optaget i fornemt videnskabeligt forum
Lagt online: 26.05.2023
Lektor Rasmus Munksgaard er nyt medlem af Det Unge Akademi – en selvstændig enhed for unge talentfulde forskere under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Kriminolog optaget i fornemt videnskabeligt forum
Nyhed
Lagt online: 26.05.2023
Lektor Rasmus Munksgaard er nyt medlem af Det Unge Akademi – en selvstændig enhed for unge talentfulde forskere under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Af Charlotte Tybjerg Sørensen, kommunikationsmedarbejder
Foto: Hjortlund Medier. Fotocollage: Cirkeline Kappel, AAU
Rasmus Munksgaard er kriminolog og studerer illegale markeder, særligt narkotikamarkeder. Han beskæftiger sig med deres organisation og konsekvenser for samfundet. Rasmus Munksgaards forskning er rettet mod både off- og online markeder. Lige nu er hans hovedfokus narkotikapriser og deres udvikling i forbindelse med dekriminalisering og legalisering.
- I det Unge Akademi vil jeg fokusere mit arbejde udadtil på forskningsformidling. Jeg vil arbejde for formidling af videnskab, generelt, men også for min egen disciplin, kriminologien, som stadig er relativt ukendt i Danmark. Internt i DUA vil jeg bidrage med et nordjysk perspektiv fra Aalborg Universitet. Forsknings- og uddannelsespolitik, og debatten om disse, tager sjældent højde for variationen mellem universiteter. Jeg har en intention om at være en kanal for de perspektiver på forskning og uddannelse som eksisterer heroppe, siger Rasmus Munksgaard i et interview på Det Unge Akademis hjemmeside.
Rasmus Munksgaard forskningskarriere begyndte ved et tilfælde, da han blev praktikant ved Center for Rusmiddelforskning. Her blev han optaget af udviklingen i online narkomarkeder.
- Jeg forsker, fordi jeg er nysgerrig, og fordi der er spørgsmål som optager mig, men som jeg ikke kan svare på. I starten var jeg nysgerrig på organisationen og udviklingen i online narkomarkeder. Så blev jeg nysgerrig på hvorfor cyberkriminelle stoler på hinanden. Senest er jeg blevet nysgerrig på hvad der sker når man løsner op eller stopper reguleringen af store illegale økonomier., siger Rasmus Munksgaard.
Kriminologi og ikke mindst studiet af illegale markeder giver nogle forskningsmæssige udfordringer.
- Man er grundlæggende udfordret af dataindsamling. Vi arbejder ofte med skjulte populationer, eller fænomener som er svære at måle, såsom salget af narkotika. Det er en løbende udfordring, og jeg er meget optaget af at udvikle metoder til at måle narkotikapriser. Lige nu er noget af det mest spændende indenfor mit felt hvad der sker i legaliserede narkotikamarkeder, og hvorvidt legalisering vil fortsætte, fortæller Rasmus Munksgaard.